Boligindretning 2019

4454

Vi går snart et nyt år i møde og det afføder selvfølgelig en nysgerrighed i forhold til hvilke trends, der kommer til at spille en rolle i boligindretningen. De sidste år har været præget af det bløde velourmateriale og det varme kobber. Det er imidlertid på vej ud. Det samme er det helt hvide minimalistiske hjem og det industrielle look. Men hvad er det så, der kommer i stedet? Det fortæller vi mere om her.

Det enkle er på retur

I de sidste par år har vi været på vej væk fra det minimalistiske og upersonlige til fordel for et mere mættet og personligt udtryk, hvor de mørkere farver og tungere tekstiler har fået mere dominans. Det ses på de mange møbler og puder med velourbetræk i mørke farver, som har været populære og de mange kelimtæpper og -puder med farver og mønstre som både har pyntet væggen, gulvet og sofaen. Så vejen væk fra minimalismen har beredt os på, at den enkle nordiske stil, måske er på retur eller i hvert fald i forandring.

Et skift i det neutrale

I mange år har grå været den farve, der blev betragtet som den neutrale og som kunne bruges til alt lige fra kontorinventar til soveværelsesvægge. Får et års tid siden blev den grå til greige, som er betegnelsen for en farve midt imellem grå og beige. Det vil sige, at den farve, der blev betragtet som den neutrale tone, fik en varmere glød. I 2019 vil der være en tendens til, at det der betragtes som neutralt i stedet bliver lyse pastelfarver. Det betyder, at hvor man før kunne male sine vægge i en sandfarvet eller lys grå, hvis man ikke ville have dem helt hvide, er det nu en pastel, man skal have på banen. Det kan være en helt lys gul, laksefarvet, grøn mm.

Farver

Brugen af farver bliver en af de helt store forskelle i 2019. Ud over, at der kommer pasteller på banen og den kraftige smaragdgrønne skiftes ud med lysegrønne toner lige fra lys lime til støvet lysegrøn, bliver der en større diversitet og intensitet i brugen af farver. Man må gerne mikse farver, der ikke matcher og ellers ikke anses for at passe sammen for at lave heftige kontraster. Og det er ikke kun pastellerne der er på banen her. Det er også mættede farver i røde, blå og grønne toner.

Mønstre

Hvis man er til ”Opulent Oasis” – et nyt begreb indenfor trendverdenen – som står for et overdådigt, farvemættet og romantisk udtryk, kan man slå sig løs med rokokoagtige blomstermotiver i mange farver både på vægge, gulve, tilbehør og møbler. Her går det ud på at skabe smukke sansemættede oaser, man kan forsvinde ind i. Er man til det mere stringente og grafiske kan man gå mere over i en Art Déco stil, hvor farverne mere er repræsenteret af farveflader i legende sammensætning.

Materialer

Lyse trægulve er stadig en klassiker som baggrund for resten af boligindretningen, så det kan godt betale sig at få gulvene opfrisket med en afslibning. Kobber og messing har været store de sidste år. De var et velkomment varmt islæt i hvide enkle hjem. Nu hvor farverne er vendt tilbage går tendensen dog mod det rustfri stål igen, når det gælder køkkener og lignende. Materialet velour som fik sin renæssance for et par år tilbage vil miste noget af sin position til 70’er klassikeren fløjl. Fløjlen har mere kant og giver et møbel et mere rustikt og hjemligt look end den lidt fornemme velour. Terrazzogulvet er på vej tilbage som afløser for den marmor, der ellers har vundet indpas. Som en lille morsom detalje ser de tørrede blomster ud til at få et come back. Placeret i smukke rustikke keramikvaser bringer de også påmindelser om 70’erne. Det er dog ikke selvtørrede siv, der er tale om, men derimod flotte specielle og meget dekorative blomster, blade og kapsler.

Læs mere om indretning i 2021 her