
Tænk hele vejen rundt
Det er de små og store tiltag der til sammen skaber et pænt hus. Du kan godt have et nymalet hus med nye vinduer, men hvis vinduesglasset er helt gråt af støv og skidt og havegangen er plettet og grim af flisepest og alger samtidigt med, at der roder i forhaven, så ser huset jo alligevel ikke indbydende ud. Derfor er det vigtigt at tænke hele vejen rundt, når du planlægger vedligeholdelsen af dit hus.
Vælg den rigtige årstid
Når du skal planlægge vedligeholdelsen af dit hus, skal du tage højde for, at der er nogle ting, der hører bestemte årstider til. For eksempel:
- Malerarbejde skal gøres, når vejret er nogenlunde varmt og tørt ellers tørrer malingen ikke ordenligt og resultatet bliver ikke godt. Samtidigt er det ikke optimalt at stå at male lige i solen, da malingen så kan tørre for hurtigt og igen føre til et mindre godt resultat. Så vælg tørre dage og mal, når solen ikke står lige på det sted, der skal males.
- Rensning af tagrender skal primært gøres om efteråret, når træernes blade er faldet af. Ellers kan du ikke være sikker på, at der ikke lægger sig nye blade i tagrenden, efter du har renset den. Det kan dog være en rigtig god ide lige at tjekke tagrenderne igen om foråret, så du er sikker på, at der ikke er noget der stopper tagrenden, hvis der kommer et skybrud i løbet af sommeren.
- Beskæring af buske og træer. Her skal du tjekke på nettet eller i et plantecenter, hvornår det er den bedste tid for de enkelte plantearter, som du har i din have.
- Fliserens kan ske fra februar måned til november måned så længe det ikke er frostvejr. Du kan vælge at gøre det selv eller at få et professionelt firma til at stå for det. Det kan anbefales at få fliserne imprægneret efter rensningen og derefter få fliserne renset en gang om året. Paw fra Grøn Ejendomsservice fortæller ”Uden en imprægnering er fliserne ekstra modtagelig for flisepest og alger, da overfladen er helt ru og åben”.
De små ting med den store betydning
De ting, som måske i nogles øjne virker for små til at tage med i sin vedligeholdelsesplan, er faktisk noget af det der betyder rigtig meget. Det kan være regelmæssig pudsning af vinduer i din bolig. Det ser både træls og ikke indbydende ud, når der ligger en grå hinde over vinduesruden. Det betyder også meget, når du er indendørs, at vinduerne er klare og rene at kigge ud af. Oprydning på din grund er også rigtig vigtig. Hvis man kommer til et hus, hvor det flyder med ting og sager i forhaven – ting som egentlig skulle sorteres og muligvis smides ud – betyder det ikke særlig meget om huset har nye vinduer og nyligt malet stakit. Rodet vil ganske enkelt overskygge alt det pæne.



