Erhvervelse af et sommerhus er ofte en stor investering og derfor en stor beslutning. Derfor kræver den mange og grundige overvejelser. Det er nødvendigt at sætte sig nøje ind i forholdene, der gælder for køb af sommerhus og selvfølgelig de forhold, der gælder for det hus man ønsker at købe.

Forberedelse og afklaring

Når man starter med at undersøge sommerhusmarkedet, kan det anbefales på forhånd at have lagt sig fast på, hvilken prisklasse man går efter samt, hvilken beliggenhed man ønsker. Er det vigtigt, at der kun er en kort gåtur til stranden, eller ønsker man et større og mere tilbagetrukket sommerhus? Man skal også gøre op med sig selv, hvor meget vedligeholdelse huset må kræve i løbet af året, om det må være gammelt og trænge til istandsættelse, eller skal være nyt og for eksempel kunne bruges hele året. Har man udset sig et sommerhus, man kan tænke sig, er det en god ide at besøge området nogle gange og registrere, hvordan trafikken er, om der er larm fra andre ting osv. En mulighed er at leje et sommerhus i nærheden og tilbringe nogle dage der. Så kan man danne sig et godt indtryk af omgivelserne.

Søg informationer om hus og grund

Inden man køber et sommerhus, er det væsentligt at undersøge, hvorvidt der påhviler grunden tinglyste servitutter eller rettigheder, der tilfalder andre, og som kan have betydning for brugen af huset og grunden eller fremtidige planer for huset og grunden. Det kan drejes sig om en oversigtsservitut, der bestemmer, hvor højt, der må bygges, en vejret eller en ren æstetisk bestemmelse om, at huset ikke må males i en anden farve. Det er ligeledes vigtigt at sætte sig ind i for eksempel de referater, som grundejerforeningen har skrevet. De kan indeholde vigtig information.

Økonomiske overvejelser

Når man skal købe et sommerhus, er økonomiske overvejelser vigtige. Man skal finde ud af, hvordan man ønsker at finansiere købet. Der er mange købere, der kombinerer udbetalingen med et realkreditlån og et banklån. Banklånet er nødvendigt, fordi realkreditlånet ikke må udgøre mere end 70 procent af sommerhusets pris. Ud over selve sommerhusets pris skal man ligeledes tage de løbende udgifter med i sin beregning. Det er for eksempel el, vand og varme, ejendomsværdiskat og ejendomsskat. Det er også vigtigt at huske på de udgifter, der ligger ud over dem, der er ved en helårsbolig – for eksempel vedligeholdelse og tømning af septiktank. Ligeledes skal man indregne transporten mellem ens helårsbolig og sommerhuset.

Udlejning af sommerhus

Det er naturligvis også vigtigt at overveje, om man vil udleje sommerhuset. Det skal indregnes i økonomien, da det jo giver en indtægt, der kan være med til at finansiere sommerhuset. Man skal dog huske at den lejeindtægt, man får er skattepligtig. Der er regler for omfanget af udlejningen af sommerhuse, som man skal sætte sig ind i.

Sommerhusets stand

Der er naturligvis stor forskel på, i hvilken stand et sommerhus er. Er det præget af, at de foregående ejere selv har udført reparationer mm. eller har man mistanke om, at det ikke er vedligeholdt rigtigt eller godt nok, er det en rigtig god ide at få en byggesagkyndig til at gå huset igennem, før man køber. En byggesagkyndig kan via sin viden og erfaring opdage uregelmæssigheder og fejl og mangler, som andre ikke opdager. Man kan selv finde en byggesagkyndig til gennemgangen, medmindre sælger har fået udfærdiget en tilstandsrapport.

Tilstandsrapport på sommerhus?

Sommerhuse er ligesom helårsejerboliger omfattet af huseftersynsordningen. Det betyder, at hvis sælger får udarbejdet en tilstandsrapport og en el-rapport samt tilbyder at dele udgifterne til en ejerskifteforsikring med køber, kan vedkommende undgå ansvaret for skjulte fejl og mangler. Har man som sælger ikke de ting på plads, står man med ansvaret for fejl og mangler i ti år fra overtagelsesdatoen. Gennem tilstandsrapport og ejerskifteforsikring begrænses sælgers hæftelse og køberen får sikkerhed for skjulte fejl og mangler gennem forsikringen. Det er naturligvis også en betryggende faktor for køber, at sommerhuset er gennemgået af professionelle og, at man får udleveret deres rapporter fra gennemgangen.

Få rådgivning af boligadvokat

Det er en god ide at få rådgivning af en boligadvokat, når man skal købe et sommerhus. En boligadvokat kan via sin store erfaring med hushandler give køber en tryghed for, at alt foregår på den rigtige måde. Han eller hun kan rådgive i juridiske og økonomiske spørgsmål, gennemlæse købskontrakten, indsætte et advokatforbehold mm. Et advokatforbehold betyder, at man som køber kan underskrive kontrakten, men at den ikke er bindende før, man har rådført sig med sin advokat. Advokaten kan indenfor en fastsat frist undlade at godkende aftalen, hvorefter køber uden konsekvenser, kan frasige sig aftalen.

Behov for advokatrådgivning?

Få en erfaren boligadvokat med på din sag fra A-Z med Boligtenders tilbud.
Er du medlem af Boligtender og har din bolig på vores portal, kan du få særligt gode priser på boligadvokat.