Når man gerne vil købe en bolig sammen kan det anbefales at tænke alle fremtidige scenarier igennem. Man kan blive skilt. Den ene kan falde bort. Er man selvstændig kan virksomheden gå fallit osv. Det er ikke nødvendigvis rart at tænke på, men det er nødvendigt, hvis I vil sikre hinanden bedst muligt eller undgå unødige frustrationer i forbindelse med en skilsmisse. En af de ting man kan gøre for at sikre sig selv og hinanden, hvis man er gift, er at oprette en ægtepagt om særeje.
En skriftlig aftale
Når man opretter en ægtepagt, laver man som ægtefæller en skriftlig aftale om, hvordan man synes både værdier og gæld skal deles ved en skilsmisse eller, hvis den ene ægtefælle dør. En ægtepagt er således ikke det samme som et testamente, som kun er gældende ved dødsfald. En ægtepagt gælder ligeledes ved skilsmisse.
En ægtepagt skal tinglyses for at være gældende, og man skal være gift for at oprette en ægtepagt. Et andet krav er, at begge ægtefæller tilslutter sig ægtepagtens indhold. Det vil sige, at en ægtefælle ikke alene kan få oprettet en ægtepagt. Er man ikke gift og er dermed afskåret fra at sikre sig selv og hinanden gennem en ægtepagt, kan man i stedet få udarbejdet en samejeaftale.
Hvornår er en ægtepagt om særeje en god ide?
Når man bliver gift får man automatisk fælleseje. Det betyder, at man ved en eventuel skilsmisse skal dele de aktiver og værdier, der er, uanset hvem der bragte dem ind i ægteskabet. Hvis der ikke er stor forskel på de værdier, man fører ind i ægteskabet, og ingen af ægtefællerne er selvstændig, har gæld eller forventer en stor arv, er det måske ikke nødvendigt at oprette en ægtepagt.
Men er der økonomisk ulighed eller skyder den ene ægtefælle mere i boligen end den anden, så er det en rigtig god ide. Det kan anbefales at oprette ægtepagten allerede, når man påtænker at gifte sig. Den kan sagtens oprettes senere, men det kan være lettere at gøre det fra starten, inden man har haft fælleseje. I alle tilfælde bør man overvej det, når man køber en bolig sammen. Ved dødsfald kan en ægtepagt sikre den efterlevende ægtefælle bedre end de almindelige arveregler. I tilfælde af skilsmisse kan ægtepagten om særeje sørge for at ægtefællerne hver især får det med sig ud af ægteskabet, som de bragte ind i ægteskabet.
Tre typer af særeje
En ægtepagt om særeje kan af en advokat tilpasses til det enkelte ægtepar og deres situation. Når et ægtepar opretter en ægtepagt om særeje, betyder det, at de skriftligt tilkendegiver, hvad der skal – eller ikke skal – indgå i en fælles deling ved en skilsmisse eller i en arv. Indenfor særejekategorien findes der imidlertid tre forskellige typer af særeje:
- Skilsmissesæreje
Det kan ikke anbefales at oprette et skilsmissesæreje. Det kan godt være, at navnet virker som om, at det er det oplagte særeje, men det snyder. Skilsmissesæreje betyder, at hver ægtefælle beholder hvert sit i tilfælde af skilsmisse. Ved dødsfald ophører skilsmissesærejet og bliver til fælles eje. Det vil sige, at den efterlevende overtager både formue og gæld.Har man kun fælles børn, kan man sidde i uskiftet bo. Problemet med skilsmissesærejet er, at det kan få den konsekvens, at den efterlevende kan komme til at betale arv til den afdøde ægtefælles særbørn af sin egen formue eller kan komme til at betale en gæld, der er stiftet at den afdøde ægtefælle. Begge dele fordi formuen overgår til fælleseje.
- Fuldstændigt særeje
Ved et fuldstændigt særeje beholder hver ægtefælle hver sit. Det de bringer ind i ægteskabet eller erhverver under ægteskabet af båder aktiver og passiver skal ikke deles ved en skilsmisse.I tilfælde af, at den ene part dør og der ikke er skrevet et testamente, får ægtefællen halvdelen af arven. Skriver man et testamente kan denne del nedsættes. Ved denne type særeje kan man ikke sidde i uskiftet bo.
- Kombinationssæreje
Et kombinationssæreje er det mest anvendte særeje, da det trækker på de bedste ting fra de to forrige typer af særeje og derfor betragtes som det mest fordelagtige. Ved en eventuel skilsmisse svarer kombinationssærejet til et skilsmissesæreje.Ved død svarer det til et fuldstændigt særeje for den efterlevende ægtefælle. Det har den konsekvens, at den efterlevendes særeje ikke skal deles med eventuelle særbørn af den afdøde ægtefælle.
